Mens vi venter på 2'eren: Nintendos salg og overskud falder

5. juni sender japanske Nintendo spillekonsollen Switch 2 på gaden, efter at gamere i mange år har gået og ventet på en efterfølger til den originale Switch, som blev lanceret i 2017.
Og fornyelsen er tilsyneladende tiltrængt, for Nintendos salg har ikke været imponerende det seneste år.
Regnskabet for det forskudte regnskabsår 2024/25 er offentliggjort torsdag, og det viser en omsætning, der er faldet med 30 procent til 1165 milliarder yen, svarende til godt 53 milliarder kroner.
Samtidig er overskuddet falder med 45 procent til 372 milliarder yen.
Ud over at mange Nintendo-fans formentlig sparer op til at købe den nye konsol, når den udkommer, så forklarer Nintendo selv det faldende salg med udbuddet af nye spiltitler.
For selv om et spil som "Super Mario Jamboree", der blev lanceret i oktober sidste år, er blevet solgt i 7,5 millioner eksemplarer, så har sammenligningsgrundlaget været svært.
Det skyldes, at storsællerter som Zelda-spillet "Tears of the Kingdom" og "Super Mario Bros. Wonder" trak salget kraftigt op i regnskabsåret 2023/24.
Men i det kommende regnskabsår bliver det anderledes, hvis man skal tro Nintendos egne forventninger.
Japanerne forventer at øge omsætningen til 1900 milliarder yen, mens overskuddet forventes at være nogenlunde uændret på 380 milliarder yen.
Tallene forudsætter dog, at toldsatserne i USA holdes uændret på det nuværende niveau.
For selv om hjemmemarkedet Japan har stor betydning for Nintendo, så henter selskabet 76 procent af omsætningen i udlandet - herunder USA.